Get Adobe Flash player

Kunderådgiver til filialen i Kalundborg

Ansvarlig kunderådgiver til danskernes foretrukne bank

Er du en resultatorienteret holdspiller med en stærk forretningssans? Rådgiver du altid dine kunder på et ansvarligt grundlag? Og er tilfredse og loyale kunder dit varemærke? - så er du måske lige den privatkunderådgiver vi mangler i Kalundborg.

Dit job
Arbejdernes Landsbank har i dag sektorens højeste kundetilfredshed blandt de danske privatkunder, og det bliver din opgave at sikre fortsat høj tilfredshed blandt dine kunder. Du skal med udgangspunkt i vores unikke rådgivningskoncept og via personlig og ansvarlig rådgivning hjælpe kunderne med at få afdækket deres behov og opfyldt deres ønsker og drømme.

Du får ansvaret for din egen kundeportefølje, som du skal servicere og rådgive inden for alle bankens forretningsområder. Sammen med dine kolleger skal du markedsføre filialen i området, ligesom du via lokale aktiviteter og dit netværk skal være med til at tiltrække nye gode kunder til filialen.

Din person
Du sidder i dag i en stilling som rådgiver, og er godt i gang med din karriere. Vi tror på, at de bedste medarbejdere tiltrækker de bedste kunder, og derfor forestiller vi os, at du har følgende profil:

  • Er tillidsvækkende og god til at skabe relationer
  • Forstår at sætte dig ind i kundernes ønsker og behov, og formår at komme hele vejen rundt om kunden
  • Er udadvendt og initiativrig
  • Er service- og præstationsorienteret
  • Er ansvarlig og en god holdspiller 

Det er en forudsætning, at du er bankuddannet og har bestået Akademiuddannelsen i Finansiel Rådgivning eller lignende. 

Det får du
Som kunderådgiver bliver du en del af en stærk koncern med ambitionen om at drive landets bedste bank. De seneste år har banken præsteret solide forretningsmæssige resultater og budt flere tusinde nye kunder velkommen. 

Vi har tætte relationer til vores kunder, som vi værdsætter meget højt. Hver eneste dag gør vi os umage for at servicere vores kunder og sikre, at vores ydelser og produkter tilpasses den enkelte kundes behov.

Vi kan tilbyde dig et spændende og udfordrende job med en attraktiv lønpakke og gode udviklingsmuligheder. Endvidere har vi en række medarbejdergoder såsom sundhedsforsikring, Falck Healthcare og ferieboliger.

Filialen
Filialen i Kalundborg er bl.a. kendetegnet ved følgende:

  • Et uformelt miljø, hvor vi giver plads til hinanden
  • Fokus på, at filialen er ét samlet team, hvor der samarbejdes på tværs af jobprofiler
  • Gode muligheder for personlig og faglig udvikling
  • Højt forretningsfokus

Filialen er god til at aktivere deres kunder som ambassadører, og det er bl.a. dette samt dit engagement og netværk, som du med din udadvendte og opsøgende personlighed skal være med til at dyrke og videreudvikle. 

Filialen er beliggende i hjertet af Kalundborg på Bredgade 55, tæt på stationen og med gode parkeringsmuligheder.

Vidste du i øvrigt…
- at Arbejdernes Landsbank for ottende år i træk er kåret til Danmarks bedste bank af kunderne.

Kontakt os
Hvis du vil vide mere om stillingen eller Arbejdernes Landsbank, er du velkommen til at ringe til filialdirektør Kim Krog på 33 48 44 80 eller HR Konsulent Leif Jespersen på tlf. 38 48 46 62. 

Ansøgningsfrist: 06-06-2017
Arbejdsdage: Dag
Hjemmeside: http://www.al-bank.dk

Arbejdernes Landsbank er en bank i sund udvikling. Vi bygger på et unikt socialt fællesskab, høj etik og stærk faglighed i hele organisationen. Vi er en bank, hvor det er let at få medindflydelse, og hvor et sundt og udviklende arbejdsmiljø går hånd i hånd med ambitionen om at drive en af landets bedste banker – til gavn for kunderne, bankens forretning og medarbejderne.

Vi har en solid økonomi og er blandt Danmarks 10 største pengeinstitutter med ca. 260.000 kunder. Banken er repræsenteret med 70 filialer over hele landet og beskæftiger ca. 1.100 medarbejdere. Kundegrundlaget er privatkunder, mindre og mellemstore erhvervsvirksomheder, foreninger og faglige organisationer.