Arbejdernes Landsbank

Kunderådgiver til filialen på Bornholm

Vil du være en del af danskernes foretrukne bank og en arbejdsplads hvor medarbejdernes arbejdsglæde er i højsædet? Vi søger en kunderådgiver, der brænder for at lave forretninger, rådgive og servicere privatkunder og som har tilfredse og loyale kunder som sit varemærke.

Dit job som kunderådgiver
Vi søger en engageret kunderådgiver, der brænder for den gode og forretningsorienterede kundeoplevelse. Du får din egen kundeportefølje af privatkunder og mulighed for mindre erhvervskunder, som du skal rådgive om alt lige fra boligfinansiering og pension til investering og daglig økonomi.

  • Dine primære arbejdsopgaver vil være at yde helhedsrådgivning for nye og eksisterende kunder, herunder lave beregninger mv. indenfor for egne fagområder. Porteføljen er tilpasset størrelsesmæssigt, så der også er plads til at tage nye kunder.
  • Du vil også være med til at markedsføre banken i lokalområdet via forskellige aktiviteter og events.
  • Ekspedere kunder ved skranken på lige fod med hele teamet.

Du får et tæt samarbejde med dine kolleger, da vores fokus ikke alene er på den enkelte medarbejder, men også som ét samlet team.

Hvem er du?
Du har en bankmæssig baggrund og har bestået Akademiuddannelsen i Finansiel Rådgivning eller tilsvarende. Du har god erfaring med bl.a. kreditpolitik, boligfinansiering, pension, forsikring, investering og daglig økonomi. Erfaring med mindre erhvervskunder er ikke afgørende, men en fordel. Derudover lægger vi vægt på, at du: 

  • Er proaktiv, udadvendt og god til at skabe relationer
  • Ser det som en spændende mulighed at være med til at pleje og udvikle din egen kundeportefølje
  • Sætter dig ind i kundernes ønsker og behov og kommer hele vejen rundt om deres økonomi
  • Bidrager positivt til det sociale fællesskab i teamet

En social filial med ambitioner
Du bliver en del af et team med i alt 6 medarbejdere, hvor vi har fokus på arbejdsglæde, sammenhold, udvikling, samt ikke mindst lysten til at skabe verdens bedste arbejdsplads.

”På Bornholm har vi altid en åben og ærlig dialog, hvor humor vægtes højt i en travl hverdag. Arbejdsglæden har 1. prioritet og den gode stemning bemærkes af vores mange gode og trofaste kunder, som udtrykker, at det altid er en fornøjelse at træde ind i banken. Vi arbejder altid med kunden i centrum og vi sætter den personlige relation i højsæde”, udtaler Filialdirektør Jan Hammer Fussing.

Filialen på Bornholm er 3 år gammel og derfor en afdeling i vækst med nye og gode kunder. Filialen er kasseløs og er centralt beliggende i Rønne.

Det bliver du en del af
I Arbejdernes Landsbank bliver du del af en kultur, hvor stærke værdier som fællesskab, ordentlighed, forretningsansvar og åbenhed er i fokus. Derudover kan du se frem til at blive del af:

  • En arbejdsplads hvor arbejdsglæden og medarbejdertilfredsheden er blandt de højeste i sektoren
  • En bank som 12. år i træk er kåret til danskernes foretrukne bank
  • En flad organisationsstruktur med hurtige beslutningsprocesser
  • En vækstorienteret organisation, hvor der er rig mulighed for at udvikle sig både fagligt og personligt

Du får desuden en lang række medarbejdergoder, som bl.a. omfatter sundhedsforsikring, tandforsikring, ekstra ferietillæg, attraktiv bonusordning og mulighed for at gøre brug af forskellige rabataftaler.

Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at ringe til Filialdirektør Jan Hammer Fussing på tlf
. 3848 4420. Vi vil afholde samtaler i slutningen af september og ansøgningsfristen er den 17. september – vi glæder os til at høre fra dig!

Del på:

Jobtype:

Fast

Arbejdstid:

Fuldtid

Arbejdsdage:

Dag

Ansøgningsfrist:

17-09-2021

Hjemmeside:

http://www.al-bank.dk

Kontoradresse: